Når det gælder USA, er mine yndlingssteder ikke de typiske turisthotspots. I stedet elsker jeg at besøge steder, hvor mine yndlingsfilm blev optaget.
Der er det uhyggelige hus fra Den sjette sans i Philadelphia, brandstationen i New York fra Ghostbusters, fængslet i Ohio, hvor The Shawshank Redemption kom til live, kasinoerne i Las Vegas, der er udødeliggjort i Casino, Fear and Loathing in Las Vegas og Rain Man, og de endeløse motorveje, hvor Thelma & Louise og Natural Born Killers tog deres uforglemmelige roadtrips.
Men allerøverst på min liste? Det psykiatriske hospital i Salem, Oregon, hvor One Flew Over the Cuckoo’s Nest (Gøgereden) blev filmet.
Et sted med en mørk historie
Det er værd at nævne, at Ken Kesey havde netop dette hospital i tankerne, da han skrev sin roman. Oregon State Hospital har et virkelig skræmmende ry. Det er en af de ældste klinikker i USA og var berygtet for praksisser som at overhælde patienter med iskoldt vand, elektrochokbehandlinger og lobotomier udført som »forebyggende foranstaltninger«. Patienter blev tortureret, slået og endda dræbt inden for murene – nogle gange med vilje, andre gange ikke. For eksempel døde 47 patienter i 1942, efter at en kok ved en fejltagelse havde brugt kakerlakgift i stedet for mælkepulver.
Det er ikke underligt, at Kesey placerede sin historie her. Og han vidste ikke engang det værste: Årtier efter bogens udgivelse blev der fundet omkring 5.000 uafhentede beholdere med rester af patienter på hospitalets område. Mange af disse rester er stadig uidentificerede i dag. Hvis du tror, at denne mørke historie hører fortiden til, kan du godt tro om igen – hospitalet har været udsat for retssager så sent som i 2022, hvor staten blev anklaget for misbrug og mishandling af patienter.
Hvordan kunne optagelserne overhovedet finde sted her?
Den mest forvirrende del af One Flew Over the Cuckoo ‘s Nest er, hvordan hospitalets daværende direktør tillod optagelserne efter en så fordømmende bog. Tilsyneladende troede han på produktionens terapeutiske potentiale for rigtige patienter. Instruktør Milos Forman besluttede at bruge rigtige patienter som statister i stedet for professionelle skuespillere.
Hovedrolleindehaverne, herunder Danny DeVito og Christopher Lloyd, brugte uger på at øve på hospitalet, spise i cafeteriet og endda deltage i terapisessioner. Da Jack Nicholson kom for sent til prøverne, kunne han efter sigende ikke se, hvem der var skuespillere, og hvem der var patienter. I løbet af de tre måneder, optagelserne varede, fordybede de medvirkende sig helt, sov i de hospitalssenge, der blev brugt i filmen, og forlod kun stedet i korte udendørs pauser.
At træde ind i filmen
Når man ankommer til hospitalet, genkender man straks den gamle murstensbygning på trods af renoveringen. Det er netop her, McMurphy lærte Chief at spille basketball, og hvor Chief smadrede det store vindue med en marmorvask for at flygte. Sjovt nok er netop den vask – ja, den Nicholson forsøger at løfte og siger: »Jeg prøvede i det mindste« – udstillet på et lille museum på stedet.
Museet har også Chiefs overdimensionerede moppe, som stadig er beskidt, da skuespilleren Will Sampson vaskede gulve i virkeligheden for at komme i karakter. Men den mest nervepirrende udstilling er det originale tv-apparat fra filmen. Det kører i endeløse loops med scenen, hvor McMurphy og de andre lader, som om de ser baseball og trodser den undertrykkende Nurse Ratched. At se den scene på det samme tv er en næsten psykedelisk oplevelse – det føles, som om man er en del af filmen. Og er det ikke det, der er pointen? One Flew Over the Cuckoo ‘s Nest er en af de film, der bliver en del af dig.
En rundviser som taget ud af filmen
Rundvisningen på museet blev ledet af en ældre kvinde, som havde en uhyggelig lighed med sygeplejerske Ratched. Jeg glemmer aldrig, hvordan hun kærligt udpegede gamle torturredskaber – kæbeklemmer, mistænkeligt udseende køller – og pegede på den træstol, hvor patienterne blev udsat for elektrochokbehandling. »Disse metoder var ret effektive,« sagde hun nostalgisk. Jeg tænkte: »Vent, kan det her rent faktisk være den rigtige Nurse Ratched? Tidslinjen passer!«
Glem ikke Cannon Beach
Når du er i Oregon, må du ikke gå glip af Cannon Beach, hvor den sidste scene i Point Break blev optaget. Selv om det var i stedet for Australien, er den vindblæste strand med de ikoniske runde klipper indbegrebet af Oregon. Medbring en hue som McMurphy’s – det blæser! Sæt dig mellem stenene, se din hund jage bølger, og tænk over, hvad det egentlig vil sige at være fornuftig eller gal. Hvad er i det hele taget normalt, og hvem går op i det?
Bag om galskaben: En flue over gøgereden og dens virkelige hospital
Gøgereden eller One Flew Over the Cuckoo ‘s Nest (1975), instrueret af Milos Forman og med Jack Nicholson og Louise Fletcher i hovedrollerne, er et psykologisk drama om den oprørske fange Randle McMurphy, som foregiver at være sindssyg for at undgå fængselsarbejde, men som ender med at støde sammen med den tyranniske Nurse Ratched på et psykiatrisk hospital.
Filmen blev optaget på Oregon State Hospital i Salem, og man brugte rigtige patienter som statister, og skuespillerne boede på stedet for at leve sig ind i omgivelserne. Jack Nicholson kunne i starten ikke skelne mellem skuespillere og patienter, og Will Sampson, som spillede Chief Bromden, vaskede gulve for at komme i karakter.
Baseballscenen blev stort set improviseret af Nicholson, og hospitalets direktør godkendte optagelserne, da han mente, at det ville gavne patienterne. Filmen vandt fem Oscars, bl.a. for bedste film, og er stadig et mesterværk, der udforsker individualitet og menneskelig modstandskraft.
