Saudi-Arabiens ambitiøse turismestrategi – med et mål om 150 millioner besøgende inden årtiets udgang – er ingen hemmelighed. Nu tager landet det næste skridt med sin første luksuriøse sovevognstoglinje. Dream of the Desert, som forventes at rulle ud i slutningen af 2026, bliver ikke blot Saudi-Arabiens, men hele Mellemøstens første af sin slags. Ruten vil føre passagerer tværs gennem ørkenen – fra Riyadhs neonoplyste skyskrabere til minareterne i Al Qurayyat, blot 30 kilometer fra den jordanske grænse.
Toget drives af Saudi Arabia Railways (SAR) og er udviklet i samarbejde med italienske Arsenale Group, der også står bag Orient Express La Dolce Vita, som forbinder nogle af Italiens mest ikoniske destinationer. Dream of the Desert lover en ørkenrejse med alle luksustogets klassiske dyder – blot med et klart arabisk twist.
Det ved vi om luksustoget Dream of the Desert
Med 34 suiter fordelt på 14 vogne er toget sat til at konkurrere med andre nyere luksustog som Golden Eagle Silk Road Express og Storbritanniens Britannic Explorer. Som de fleste moderne sovevogne fungerer det som et rullende boutiquehotel, her præsenteret i ørkenens varme farver – med et strejf af guld – og krydret med et væld af saudiske kulturreferencer.
Indretningen er overdådig med store panoramavinduer, og sove-suiterne har et elegant art deco-præg med rene linjer, stilfuld belysning og alle de moderne bekvemmeligheder, man forventer af et luksustog. Fællesområder og korridorer får særbestilt kunst, der trækker tråde til den lokale kulturarv.
Som med alle luksuriøse sovevognstog er madoplevelsen helt central, og Dream of the Desert lover en spisevogn inspireret af traditionelle majlis – arabiske dagligstuer – med håndskårne trædetaljer og gastronomi skabt ud fra områdets egne råvarer.
Saudi-Arabiens luksustog Dream of the Desert forventes at få premiere mod slutningen af 2026. Indtil da kan du udforske vores guide til de bedste togrejser i Europa og USA’s mest imponerende nattog.