Belmonds forførende Britannic Explorer er et nyt luksustog med sovevogne, der lover filmiske rejser gennem England og Wales. Indretningen ombord hylder det bedste af britisk elegance med nyfortolkede Rubelli-stoffer, træpaneler i art deco-stil og bløde, generøse møbler, der ville fungere lige så godt som kulisse i et Agatha Christie-mordmysterium som til en afslappet weekendtur gennem det engelske landskab.
Britannic Explorer er samtidig det første luksustog, der krydser grænsen mellem England og Wales. Ruterne inkluderer britiske klassikere som den altid spektakulære Lake District, Cornwalls kyst og togforløb, der går dybt ind i den mindre kendte walisiske natur – steder som Eryri National Park og den maleriske by Llandrindod Wells.
Ombord på luksustoget Britannic Explorer
Der er tre typer kahytter: twin-suiter, double-suiter og overdådige grand-suiter med marmorborde til private middage – alle opkaldt efter engelske haver som Elder, Valerian og Juniper. Naturen går igen i hele designet: grønne togvogne, organiske lamper og tapeter dekoreret med håndtegnede blade, som spejler det frodige landskab udenfor.
Kigger du ud gennem de store vinduer, får du inspirationen serveret i realtid – som et levende landskabsmaleri med vindomsuste strande, herregårde omkranset af pertentligt anlagte haver og den bjergtagende udsigt over Lake District.
Ud over en spa byder toget på to elegante spisevogne, hvor køkkenet, ledet af Simon Rogan (fra den trestjernede Michelin-restaurant L’Enclume), laver sæsonbetonede britiske råvarer om til raffinerede retter. Her finder du specialiteter som St. Ives Bay-edderkrappe og and fra Devon, og en ismenu med fantasifulde, lokale smage som eg og vildkirsebær.
I observationsvognen ligger baren, der serverer kreative cocktails inspireret af victorianske apoteker, og eftermiddagsteen er tilpasset den rute, du rejser på.
Se et eksempel på menuen ombord.
Læs også: Vores favoritrejser med tog i Europa – og hvornår du skal tage dem.