Når Armani Hotel Diriyah slår dørene op i 2026, markerer det modehusets debut i Saudi-Arabiens hotelverden – og et af de mest arkitektonisk markante projekter til dato. Hotellet ligger blot en kort køretur fra hovedstaden Riyadh og side om side med det UNESCO-fredede At-Turaif-kvarter i Diriyah. Her møder Armanis karakteristiske, moderne elegance de rå, jordnære teksturer og geometriske former, der kendetegner Najdi-arkitekturen.
Det ved vi om Armani Hotel i Saudi-Arabien
Designet forener ubesværet Armanis nutidige luksus med raffinerede kulturelle referencer. Værelser og suiter er indrettet i jordnære nuancer og geometriske former, der spejler områdets æstetik. Men hotellets mest markante træk er uden tvivl det spektakulære “Tower of Light” – et fire etager højt tårn med distinkte geometriske mønstre, der kaster skiftende lys- og skyggeformationer ind i bygningen i takt med solens bevægelse.
Armani Hotel Diriyah får i alt 70 værelser og suiter, alle med private pools, samt 18 eksklusive boliger med rummelige indendørsarealer, der flyder ud i velplejede terrasser med egne udendørs pools. Derudover byder hotellet på to restauranter og en spa, alle med udsigt over Diriyah.
Hotellets design vil lægge vægt på proportioner, lys og diskret luksus – men set gennem en saudiarabisk linse. Det betyder gårdhaver (inklusive en hovedgård stor nok til at huse et modeshow), traditionelle motiver og landskabsdesign tilpasset omgivelserne. Diriyah er kendt for sine huse i soltørrede mursten, men Armani vil balancere det med markant modernisme, herunder slanke metalporte, der skaber en dramatisk kontrast til de lerfarvede vægge og de høje palmer.
Armanis luksushotel og boliger i Diriyah åbner i 2026.
Læs mere og book her: armanihotels.com/en
For flere luksushoteller verden over kan du læse vores guide til de bedste hoteller i Milano (inklusive Armanis egen adresse) samt nogle af verdens smukkeste hoteller, kåret af Prix Versailles. Og hvis rejsen går til Saudi-Arabien, kan du opleve den nye nattogsrute fra Riyadh til Al Qurayyat – i rendyrket luksus.